Spring til indhold
Hvem har producentansvaret for emballage?
Hvem er slutbruger af emballerede produkter?

Hvem er slutbruger af emballerede produkter?

Om I er slutbruger af et produkt, har betydning for, hvem der får producentansvaret for emballagen. Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan begrebet slutbruger defineres i emballageforordningen.

Hvad betyder slutbruger?

I emballageforordningen er en slutbruger en person eller virksomhed, som modtager et produkt til eget brug og ikke efterfølgende gør produktet tilgængeligt på markedet i samme form.

Det afgørende er, om I er den sidste bruger af produktet. Når I skal vurdere, om I er slutbruger, skal I derfor tage udgangspunkt i selve produktet og ikke i emballagen omkring det.

Kort sagt er I slutbruger af produktet, hvis I anvender det uden at videresælge eller på anden måde bringe det videre på markedet i den form, I modtog det.

Hvad betyder det i praksis?

Hvis I importerer emballage eller emballerede varer til Danmark med henblik på videresalg, er I ikke slutbruger af varerne. I vil derfor som udgangspunkt have producentansvaret for al emballage omkring varerne, herunder transportemballage.

Eksempel: Hvis I køber paprika fra udlandet og sælger det videre som krydderi, er I ikke slutbruger af produktet. I gør nemlig produktet tilgængeligt på markedet i samme form, som I modtog det.

Hvis I køber varer fra en udenlandsk leverandør til brug i jeres egen virksomhed, er I slutbruger af varerne. I det tilfælde ligger producentansvaret for emballagen hos den udenlandske leverandør.

Eksempel: Hvis I køber paprika fra udlandet og bruger det som ingrediens i produktionen af spegepølse, er I slutbruger af produktet. Paprikaen indgår i jeres egen produktion og bliver ikke gjort tilgængelig på markedet i den form, I modtog den.