Dansk virksomhed havde producentansvaret for engangsplastprodukter i form af engangspakker og engangsfolier
Sagens oplysninger
En virksomhed solgte salattopping, mini-snacks og jumbopakker (storkøb) i fleksible folier, som kunne benyttes af forbrugere til at bage med, komme ovenpå havregryn og salater mv.
Produkterne blev pakket uden for Danmark, hvorefter de blev importeret til Danmark og videresolgt på det danske marked.
Produktet ”mini rosiner 9×14 g” indeholdt rosinæsker, som udelukkende var fremstillet af pap.
Vurdering
Dansk Producentansvar vurderede, at der var tale om engangsplastprodukter, fordi poserne helt eller delvist var fremstillet af plast, og at produkterne hverken var udtænkt, designet eller markedsført med henblik på i sin levetid at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive returneret til en producent til genopfyldning eller genbrug til samme formål, som de blev udtænkt til.
Dansk Producentansvar vurderede, at der var tale om indpakningsposer og -folier, da indpakningerne var udgjort af fleksibelt materiale og indeholdt nødder, kerner, rosiner og lignende produkter, der kunne fortæres umiddelbart fra posen uden yderligere tilberedning.
Dansk Producentansvar lagde i den forbindelse vægt på, at produkterne efter deres karakter ikke kunne indtages direkte, selvom de også kunne anvendes som ingredienser i andre sammenhænge.
Dansk Producentansvar vurderede, at produkternes størrelse (30 g – 700 g) ikke ændrede på, at produkterne skulle betragtes som indpakningsposer og -folier, idet de kunne anses for engangsportioner, og at volumen lå under den vejledende tærskel på 3 liter.
Dansk Producentansvar vurderede, at den ydre plastpose ikke var at betragte som en indpakningspose, fordi rosinerne ligger i små pakker inde i posen og derfor ikke spises direkte fra selve posen.
Dansk Producentansvar vurderede desuden, at virksomheden måtte anses som producent, idet virksomheden var etableret i Danmark og importerede produkterne med henblik på at markedsføre dem på det danske marked for første gang.
Konklusion
Virksomheden havde producentansvaret for indpakningsposerne og -folierne. Dansk Producentansvar vurderede ligeledes, at virksomheden var producent, idet virksomheden importerede og markedsførte produkterne på det danske marked.
Producentansvaret omfattede salattoping og jumbopakkerne, som blev kategoriseret som indpakningsposer og -folier.
Producentansvaret omfattede ikke mini rosiner ”9×14 g”.