Producentansvar ved navn og varemærke på emballage
Står jeres navn eller varemærke på emballagen? Så kan I have producentansvaret. Se, hvornår reglen gælder, og hvad I skal lægge vægt på i vurderingen.
Som udgangspunkt afgøres producentansvaret af emballagetypen. Men der gælder en vigtig undtagelse for emballage, der markedsføres i jeres eget navn eller under jeres eget varemærke.
I de tilfælde kan producentansvaret ligge hos jer, selvom en anden virksomhed fremstiller emballagen eller påfylder produktet.
Reglen om navn og varemærke gælder på tværs af emballagetyper og kan derfor få betydning, uanset om der er tale om salgs-, service-, multipak- eller transportemballage.
Hvad forstås ved navn og varemærke?
Et navn er virksomhedens firmanavn eller virksomhedsbetegnelse, som fremgår af emballagen eller det emballerede produkt. Det kan for eksempel være:
- virksomhedens navn på etiketten
- virksomheden angivet som ansvarlig virksomhed
- firmanavnet trykt direkte på emballagen.
Et varemærke er elementer, der typisk kendetegner din virksomhed. Det kan for eksempel være:
- et logo
- produktnavne
- et registreret varemærke
Navn og varemærke har samme betydning i vurderingen af producentansvaret.
Navn eller varemærke er ikke nok i sig selv
I får ikke automatisk producentansvaret, fordi jeres navn eller varemærke står på emballagen. Det afgørende er, om I også har haft indflydelse på emballagens udformning eller på, hvordan emballagen bringes på markedet.
Når I skal vurdere, om I har producentansvaret, bør I blandt andet se på:
- om det er jer, der har bestilt fremstillingen af emballagen eller det emballerede produkt
- om det er jer, der har fastlagt emballagens design og specifikationer
Hvis I får emballagen eller det emballerede produkt fremstillet under jeres navn eller varemærke, vil I ofte også være den virksomhed, der bestemmer emballagens egenskaber. Det kan tale for, at I har producentansvaret.
Det gælder også, hvis I vælger en standardemballage fra en leverandør uden at bede om ændringer i design eller produktionsproces. Selve valget af emballage kan være et tegn på, at I har haft indflydelse på emballagens karakteristika, og det kan derfor indgå i vurderingen af, om I har producentansvaret.
Hvis navn og varemærke tilhører forskellige virksomheder
Hvis jeres navn står på emballagen, men varemærket tilhører en anden virksomhed, kan producentansvaret ikke afgøres alene ud fra oplysningerne på emballagen.
I skal i stedet vurdere, hvilken virksomhed der har haft den afgørende indflydelse på emballagens design og specifikationer. Det er de konkrete forhold omkring udviklingen og markedsføringen af emballagen, der afgør, hvem der har producentansvaret.
Producentansvaret kan derfor ikke altid fastslås ved blot at se på emballagen. I nogle tilfælde kræver det en nærmere vurdering af, hvilke virksomheder der har truffet beslutninger om emballagens udformning og egenskaber. Det kan med fordel aftales utvetydig hvem der bestemmer emballagens udformning og egenskaber for at mindske tvivl om hvem der har producentansvaret.
Eksempler
I vælger en standardemballage fra en leverandørs sortiment til produkter, der sælges under jeres eget navn eller varemærke. Her har I producentansvaret, fordi I har valgt den emballage, der anvendes til produkter, hvorpå jeres navn og varemærke fremgår. Det gælder også, selvom I ikke har ændret emballagens design.
I får en leverandør til at fremstille emballagen og fylde den med et produkt, som sælges under jeres navn eller varemærke. Her har I producentansvaret, fordi produktet markedsføres under jeres navn eller varemærke, og det er jer, der har bestilt løsningen.
Et produkt sælges under jeres varemærke, og I fastsætter krav til emballagens design, materialer eller udformning. Her har I producentansvaret, fordi det er jer, der bestemmer emballagens karakteristika.
Jeres varemærke anvendes på et produkt, men en anden virksomhed har licens til at bruge varemærket på emballagen. Det er denne virksomhed, der vælger emballagen, bestiller den hos en leverandør og fastlægger emballagens specifikationer. I har derfor ikke producentansvaret for emballagen, da I ikke har haft indflydelse på emballagens udformning eller karakteristika.
