Spring til indhold
Økonomi
Bliv klogere på vores årsgebyr til emballageproducenter

Bliv klogere på vores årsgebyr til emballageproducenter

For første gang har vi udsendt årsgebyr til emballageproducenter, der er registreret i producentansvarsregistret. Her kan I læse mere om, hvad gebyret dækker, beregningsgrundlaget og sammensætningen af fakturaen.

Hvad dækker årsgebyret?

Årsgebyret dækker de omkostninger, vi har i forbindelse med producentansvaret for emballage. Disse omkostninger omfatter en række opgaver, bl.a.:

Register: Ifølge lovgivningen skal alle omfattede virksomheder registrere sig i producentansvarsregistret. Det er vores opgave at udvikle og drifte registret.

Tildeling: Vi beregner tildelingen af emballageaffald til producenter pr. kategori/slutbruger for hver kommune. Den praktiske indsamling af affald varetages af de kollektive ordninger, så omkostningerne til indsamling er derfor ikke en del af vores udgifter.

Sikkerhedsstillelse: I forlængelse af tildelingen beregner vi den sikkerhedsstillelse, som hver kollektiv ordning skal stille for én eller flere tildelte kommuner. Sikkerhedsstillelsen skal sikre, at der er midler til at håndtere den kollektive ordnings forpligtelser i forbindelse med affaldshåndtering, hvis ordningen ikke er i stand til det (f.eks. ved konkurs).

Scoping-afgørelser: Vi har myndighed til at afgøre, om en virksomhed eller et produkt er omfattet af producentansvaret.

Vejledning: Vi vejleder virksomheder, kollektive ordninger og andre interessenter i gældende lovgivning og brugen af producentansvarsregistret.

Værd at vide om vores gebyr

Årsgebyret dækker vores omkostninger fra producentansvarets opstart i 2022 til og med 2024. Derudover dækker det DPA’s budgetterede omkostninger for 2025.

Er I registreret inden den 31. december 2024, har I modtaget et årsgebyr i 2025.

Har I registreret jer efter den 31. december 2024, har I ikke fået tilsendt årsgebyr i 2025, men vil få en faktura i 2026 baseret på jeres markedsførte mængder i 2025.

Gebyret er beregnet ud fra:

  • De indberettede mængder emballage (målt i kg) for 2024
  • DPA’s omkostninger til udvikling og administration

Så størrelsen af gebyret afhænger af, hvor store mængder, I har markedsført – og dermed hvor stor jeres markedsandel af den samlede mængde emballage er.

I 2025 udgør omkostningerne til udvikling og administration 60 mio. kroner. Beløbet dækker:

  • DPA’s budgetterede driftsudgifter, herunder personale, husleje og it-drift
  • Kapitalreserve til sikring af likviditet
  • Midler til eventuel afvikling af ordningen
  • Afdrag på gæld relateret til udviklingen af producentansvarsregisteret for emballage

Kapitalreserve og likviditet

Faktureringen af producenter sker forskudt i forhold til DPA’s budgetår. For at sikre tilstrækkelig likviditet i årets første måneder er der afsat en kapitalreserve svarende til 5/12 af det godkendte driftsbudget.

Sikkerhed ved afvikling

Der er også afsat midler til en eventuel afvikling af ordningen. Formålet er at sikre, at alle forpligtelser og udgifter kan dækkes, hvis DPA skulle ophøre. Da 2025 er det første driftsår for emballageområdet, er hele hensættelsen afsat. I de efterfølgende år vil posten primært skulle reguleres i takt med ændringer i udgiftsniveau og likviditetsbehov.

Afdrag på gæld

En del af omkostningerne går til afdrag på den gæld, der er optaget over en treårig periode i forbindelse med udviklingen og implementeringen af producentansvarsregisteret for emballage.

Vores gebyrer dækker udelukkende administrative omkostninger og ikke affaldshåndtering, hvor der kan være prisforskel mellem kategorier. Derfor er enhedsprisen ens for alle fakturalinjer.

Gebyret beregnes på baggrund af den samlede mængde markedsførte produkter (i form af markedsandel) inden for hvert produktområde – uafhængigt af de enkelte kategorier.

Hver fakturalinje repræsenterer en kategori, som I har registreret i producentansvarsregistret.

Fakturaen for emballage er baseret på virksomhedens markedsførte mængder i kg for det foregående år og viser mængderne fordelt på emballagekategorier.

Vi sender fakturaer med årsgebyrer ud i midten/slutningen af august (undtagen gebyrer for engangsplast, som først sendes ud i slutningen af 2025).

Der gælder sædvanlige betalingsbetingelser.

Ved manglende betaling gælder følgende proces:

  • Efter 30 dage udsendes en betalingspåmindelse med en betalingsfrist på 14 dage.
  • Hvis betalingen stadig ikke er modtaget, udsendes endnu en betalingspåmindelse.
  • Herefter overgår sagen til Gældsstyrelsen.

Vi forventer, at årsgebyret til os vil være lavere næste år, da udgifterne til udvikling af den nye platform i store træk vil være dækket af dette års gebyrer. Der vil sandsynligvis ikke være behov for at dække samme mængde administrationsomkostninger fremover.