Registrering for emballage 1. april 2024
Miljøministeriet forventer, at I som bliver omfattet af producentansvar for emballage, skal foretage jeres lovpligtige registrering fra og med 1. april 2024. I skal foretage registreringen i det nationale producent-ansvarsregister, som bliver administreret af os i DPA. I kan tilgå registret via vores hjemmeside på producentansvar.dk eller virk.dk
Hvad skal I registrere?
I skal registrere CVR nr. og kontaktoplysninger og evt. tilknytning til en kollektiv ordning. Derefter skal I vælge de kategorier af emballagetyper og -materialer, som er relevante for jeres virksomhed. Til hver kategori skal I angive den mængde (kg) , I forventer at tilføre det danske marked i 2024. Når I har bekræftet oplysningerne og betalt oprettelsesgebyret, er jeres lovpligtige registrering oprettet.
DPA vejleder både nye og eksisterende producenter
Vi i DPA udarbejder løbende informationsmateriale, som vi publicerer her på producentansvar.dk. Her kan I finde information, som både kan guide jer til at vurdere, hvorvidt I er omfattet af producentansvar for emballage, samt de nærmere detaljer omkring registrering og den årlige indberetning af emballagemængder.
I som allerede er registreret for elektronik og batterier, er højst sandsynligt også omfattet af producentansvaret for emballage. I vil fremover modtage orientering om emballage sammen med den øvrige lovpligtige information.