Spring til indhold
Biler
Vi skifter it-system og det har betydning for dig

Vi skifter it-system og det har betydning for dig

I september 2025 skifter vi til et nyt it-system på producentansvaret for biler.

Vi skifter til et nyt it-system for at sikre, at vores løsninger fortsat er tidssvarende og lever op til de krav og forventninger, der stilles til moderne it-løsninger. Samtidig samler vi alle producentansvar i ét samlet system, så du som bruger får en mere ensartet brugeroplevelse. Det nye system tilgås via virk.dk og giver én samlet indgang til producentansvarsregistreret.

Hvad sker der med jeres data – og hvornår lukker det gamle system?

I forbindelse med overgangen til det nye IT-system sørger vi for at migrere de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en smidig overgang. Det betyder, at følgende data overføres:

  • mængdedata fra 2020 og til og med 2024
  • aktive relationer mellem jer og jeres kollektive ordninger
  • registreringsbeviser
  • årsrapporter.

Fra og med den 18. august vil det nuværende system være lukket for ændringer. I denne periode kan I ikke opdatere eller tilføje data.

Det nye it-system ligger samme sted på virk.dk som produktområderne Emballage, Engangsplast og Fiskeredskaber.

Det skal I være særlig opmærksom på som producent

Vi får ikke længere oplysninger fra Motorstyrelsen. Det betyder, at I selv skal indtaste antallet af biler, som I markedsfører på det danske marked.

Er I allerede omfattet af producentansvar for emballage, fiskeredskaber eller engangsplastprodukter, har I allerede adgang til systemet.

Har I ikke et eller flere af disse producentansvar, skal I sørge for at sætte jeres rettigheder på MitID op, så rettigheden Producentansvar: virksomhed er tilføjet til de relevante brugere. Det gør I ved at følge vejledningen her:

Find vejledningen til at få adgang til producentansvarsregistret

Udviklingen af det nye it-system betyder, at I for 2025 kan opleve en stigning i jeres årsgebyr i forhold til tidligere år. Dette skyldes, at årsgebyrerne skal dække DPA’s udgifter til udvikling og drift af platformen, og denne udgift afholdes i år.

Vores beregning af gebyret er baseret på de indberettede markedsførte mængder for hver producent kombineret med DPA’s omkostninger til udvikling og administration. Så størrelsen af gebyret afhænger af, hvor store mængder I har markedsført.

Da udgifterne til udviklingen af den nye platform bliver dækket af dette års gebyr, forventer vi, at årsgebyret vil falde igen næste år.