Vi skifter it-system og det har betydning for dig
I september 2025 skifter vi til et nyt it-system på producentansvaret for elektronik.
Vi skifter til et nyt it-system for at sikre, at vores løsninger fortsat er tidssvarende og lever op til de krav og forventninger, der stilles til moderne it-løsninger. Samtidig samler vi alle producentansvar i ét samlet system, så du som bruger får en mere ensartet brugeroplevelse. Det nye system tilgås via Virk.dk og giver én samlet indgang til producentansvarsregistreret.
Hvad sker der med jeres data – og hvornår lukker det gamle system?
I forbindelse med overgangen til det nye it-system sørger vi for at migrere de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en smidig overgang. Det betyder, at følgende data overføres:
- mængdedata fra 2020 og frem
- aktive relationer mellem jer, jeres kollektive ordninger og evt. jeres bemyndiget repræsentant
- aktive indsamlingssteder, herunder fraktioner, antal, materiel og ejerskab
- afsluttede revisorerklæringer og ledelseserklæringer
- årsrapporter.
Husk: Revisorerklæringer og ledelseserklæringer skal være afsluttet senest den 17. august 2025 for at blive overført til det nye system.
Fra og med den 18. august vil det nuværende system være lukket for ændringer. I denne periode kan I ikke opdatere eller tilføje data.
Det nye it-system ligger samme sted på virk.dk som produktområderne Emballage, Engangsplast og Fiskeredskaber.
Det skal I være særlig opmærksom på, som producent
Hvis jeres revisor korrigerer jeres mængder i det nye it-system, vil revisors rettelser slå igennem med det samme, når I godkender revisorerklæringen. I skal derfor ikke som tidligere selv ind og rette i jeres mængder i den kommende indberetningsperiode på baggrund af jeres revisors rettelser.
Når vi migrerer revisorerklæringerne, er det som PDF-dokumenter. Det betyder, at du i indberetningsperioden i 2026 dog selv skal indtaste de rettelser, som din revisor har lavet i 2025 for mængderne fra indberetningsåret 2024.
Hvis I står som inaktiv producent migrerer vi ikke jeres data. Det betyder, at I skal registrere jer på ny, hvis I efter den 18. august har et producentansvar for elektronik.
Er I allerede omfattet af producentansvar for emballage, fiskeredskaber eller engangsplastprodukter, har I allerede adgang til systemet.
Har I ikke et eller flere af disse producentansvar, skal I sørge for at sætte jeres rettigheder på MitID op, så rettigheden Producentansvar: virksomhed er tilføjet til de relevante brugere. Det gør I ved at følge vejledningen her:
Find vejledningen til at få adgang til producentansvarsregistret
Udviklingen af det nye it-system betyder, at I for 2025 kan opleve en stigning i jeres årsgebyr i forhold til tidligere år. Dette skyldes, at årsgebyrerne skal dække DPA’s udgifter til udvikling og drift af platformen, og denne udgift afholdes i år.
Vores beregning af gebyret er baseret på de indberettede markedsførte mængder for hver producent kombineret med DPA’s omkostninger til udvikling og administration. Så størrelsen af gebyret afhænger af, hvor store mængder I har markedsført.
Da udgifterne til udviklingen af den nye platform bliver dækket af dette års gebyr, forventer vi, at årsgebyret vil falde igen næste år.