Datacenter for cirkulær økonomi
I Dansk Producentansvar (DPA) administrerer vi reglerne om producentansvar for elektrisk udstyr, batterier, biler, emballage, engangsplast samt skrotning af biler i Danmark. Vi vejleder, lagrer, analyserer data og stiller disse til rådighed for alle aktørgrupper, herunder miljømyndighederne i Danmark og EU-Kommissionen.
Nationalregistret for producentansvar i Danmark
Vi er en selvejende nonprofitorganisation, som er oprettet til at varetage de offentligretlige opgaver, der er knyttet til producenters og importørers producentansvar i henhold til Miljøbeskyttelsesloven. Miljøministeriet har delegeret en række opgaver til DPA, herunder generel vejledning om producentansvarets regler og myndighedsbeføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt I som virksomhed er omfattet af producentansvar, samt om der kan udbetales skrotningsgodtgørelse på din bil.
Det betyder, at det er via os eller vores systemer, at:
- I som virksomhed skal foretage en registrering, hvis I lovligt vil sælge jeres produkter.
- Du kan skrotte din bil og samtidig få en skrotpræmie.
- I som kommune skal bestille opsamlingsmateriel til udtjent elektronik og batterier på jeres genbrugspladser.
- Du, som miljømyndighed, studerende eller journalist kan få statistisk information og viden om opnåelse af gældende miljømål.
- I alle får vejledning og information, hvis I ønsker at vide mere om miljølovgivningen, producentansvaret og den cirkulære økonomi.
Vi hjælper virksomheder, kommuner og andre aktører med at få adgang til de systemer, data og den vejledning, der skal til for at leve op til producentansvaret.
DPA publikation
Vores årsrapport 2024
Dette er vores beretning og årsregnskab for året 2024, hvor fokus har været på både nye producentansvarsområder, hvilket vil sige engangsplast, emballage og fiskeredskaber. Gebyr-, finansieringsstruktur og årsregnskab er faste indlæg hvert år.
Årsrapport 2024Organisation
Vores øverste ledelse består af en bestyrelse med 8 medlemmer, som er udpeget af Miljøministeren efter indstilling fra 7 brancheforeninger. Formanden for bestyrelsen er alene udpeget af Miljøministeren.
DPAs bestyrelse 2024
-
- Ole Sohn, (Formand)
- Karin Klitgaard, Underdirektør, DI, (Næstformand)
Bestyrelsesmedlemmer
- Anne Ginderskov Hansen, Applia Danmark
- Anette Christiansen, Landbrug og Fødevarer
- Leif Nielsen, Mærkevareleverandørerne
- Mads Rørvig, Adm. direktør, Mobility Denmark
- Henrik Hyltoft, Dansk Erhverv
- Hjalte Nordman Bie, KL
- Lone Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling
Den daglige ledelse af DPA varetages af direktør Kathrine Jensen, som er ansat af bestyrelsen.
Digitalt Udbetalingssystem for Skrotningsgodtgørelse (DUS)
DPAs bestyrelse nedsatte i 2016 et Advisory Board (AB) for biler med direkte reference til bestyrelsesformanden. Advisory Board skal rådgive, overvåge 0g kontrollere DUS og producentansvaret for biler med det formål at sikre en fortsat positiv udvikling og effektiv administration af godtgørelsesordningen.
Advisory Board for Biler består af:
- Ole Sohn, Formand og Bestyrelsesformand DPA
- Adam Pade, Dansk Auto Genbrug
- Benoni Munk, Munks Produkt
- Astrid Rossau Bundgaard, Forsikring & Forebyggelse
- Dennis Lange, FDM
- Jakob Kristensen, Stena Recycling
- Karin Klitgaard, DI
- Jonathan Schacht Halling Nielsen, Mobility Denmark
Kathrine Jensen, Direktør i DPA varetager sekretærrollen for AB for biler.
Implementering af producentansvar for Emballage
Ved årsskiftet 2023/2024 blev et Advisory Board (AB) for Emballage nedsat som et underudvalg til DPAs bestyrelse. Formålet med AB for Emballage er at sikre vidensudveksling, herunder rådgive DPA’s bestyrelse og organisation i såvel strategiske som i praksisrelaterede spørgsmål vedrørende producentansvaret for Emballage. Medlemmerne af dette AB har direkte reference til DPAs bestyrelsesformand, som er født formand for AB.
Medlemmer af Advisory Board for Emballage:
- Ole Sohn, Formand og Bestyrelsesformand, DPA
- Andreas Hastrup Clemmensen, Dansk Erhverv
- Anne Friis, MultiLine
- Adam Engberg Johannsen, COOP
- Klaus Fridorf, McDonalds
- Henrik Borg Kristensen, Landbrug & Fødevarer
- Iben Sohn, DI
- Simon Boje Groth, Horesta
- Leif Nielsen, Mærkevareleverandørerne
- Steffen Zoëga Thorøe, Arla Foods amba
- Louise Toghill, Orkla
Kathrine Jensen, Direktør i DPA varetager facilitatorrollen.
I DPA har vi i henhold til Miljøbeskyttelsesloven fået tillagt en række kompetencer i relation til administration af reglerne om producentansvar, som er nærmere udmøntet i DPAs vedtægter og i Samarbejdsaftale mellem DPA og Miljøstyrelsen.
I tillæg hertil er der nedsat et Advisory Board i forbindelse med overdragelsen af Miljøordning for Biler (MfB) og administrationen af det Digitale Udbetalingssystem for Skrotningsgodtgørelse (DUS). Senest er et tilsvarende Advisory Board blevet etableret for emballage i forbindelse med implementering af producentansvaret for dette produktområde.
Mere information:
Samarbejdsaftale mellem DPA og Miljøstyrelsen
Kommissorium for Advisory Board for Miljøordning for Biler (Mfb)
DPA agerer blandt mange forskellige aktører.
Aktørerne, der er berørt af reglerne om producentansvar, er på den ene side producenterne og importørerne, deres kollektive ordninger, deres forhandlere og forbrugerne og på den anden side kommunerne, transportørerne og behandlerne af forbrugernes affald. Hver af disse aktører har nogle forpligtelser, som de, i henhold til lovgivningen, er pålagt at følge.
Se mere om de forskellige aktører her
I DPA udgiver vi årligt en rapport, der beskriver vores aktiviteter i det forgangne år, samt følger op på de grundlæggende lovgivningsmæssige rammevilkår. Derudover beskrives omkostningsfordeling, gebyrstruktur og årsregnskabet i forbindelse med producentansvaret for elektrisk udstyr, batterier og biler, herunder administrationen af skrotningsgodtgørelsessystemet DUS.
Årsrapporterne påtegnes af DPAs ledelse/bestyrelse og intern revisor.
Alle årsrapporter kan fremsøges her
Ideen om producentansvar for udvalgte produktgrupper tager udspring i princippet om forureneren-betaler (polluter-pay-principle), som er det centrale element i EU’s første miljøhandlingsprogram.
Selve producentansvarsbegrebet som reguleringsværktøj er introduceret af en svensk professor i miljøøkonomi. For mere end to årtier siden opfandt Thomas Lindhqvist, Lund Universitet, udtrykket udvidet producentansvar eller Extended Producer Responsibility (EPR).
EPR-målene var todelt:
For det første at tackle det voksende problem med stærkt stigende affaldsmængder og for det andet at stimulere miljøbevidst produktdesign og styring af forsyningskæden. På det tidspunkt definerede Lindhqvist EPR som en miljøstrategi, der gør producenter ansvarlige for deres produkter i hele deres livscyklus.
Producentansvaret medfører et skift af ansvar (administrativt, økonomisk eller fysisk) fra regeringer eller kommuner til producenter, samt en tilskyndelse af producenter til at tage miljøhensyn i betragtning under design- og fremstillingsfaser i produktudviklingen. EPR søger at opnå en reduktion i produkternes miljøpåvirkning i hele deres levetid fra produktion til udtjent levetid.
WEEE, BAT og ELV
I dag også bare benævnt Elektronik, Batterier og Biler. I EU er udvidet producentansvar obligatorisk inden for rammerne af WEEE-, batteri- og ELV-direktiverne, der har pålagt ansvaret for finansieringen af indsamling, genbrug og ansvarlig bortskaffelse af WEEE, batterier, akkumulatorer og køretøjer på producenter.
Og emballage med mere
Emballagedirektivet påberåber sig også indirekte EPR -princippet ved at pålægge medlemsstaterne (MS) at træffe nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der oprettes systemer til indsamling og genanvendelse af emballageaffald. Yderligere affaldsstrømme, for hvilke producentansvarsorganisationer oftest er identificeret inden for EU, omfatter dæk, spildolie, papir og kort samt bygge- og nedrivningsaffald. En meget bredere vifte af affaldsstrømme er imidlertid omfattet af obligatoriske eller frivillige producentansvarssystemer i nogle medlemsstater, herunder: landbrugsplast, medicin og medicinsk affald, plastposer, fotokemikalier og kemikalier, aviser, kølemidler, pesticider og herbicider og lamper, pærer og armaturer.
Den ny æra kaldes Cirkulær økonomi
CVR nr.: DK29028842
EAN: 5790002305924
Bank: Danske Bank, Holmens Kanal 2, 1092 København K
Konto: 4183-3001879154
IBAN: DK7630003001879154
SWIFT: DABADKKK
Betalingsfrist 30 dage
Sagsbehandlingsgebyr for særlige administrative ydelser baseret på timeforbrug er 999 DKK/Time
Her ses udviklingen i gebyrsatserne for elektronik og batterier

Vores systemer
Producentansvarsregistret
Her finder I det nationale producentansvarsregister for elektronik, biler, batterier, emballage, engangsplast og fiskeredskaber. Det er her I, som producent eller importør, skal have en registrering for lovligt at kunne sælge jeres produkter i Danmark.
Det digitale udbetalingssystem for skrotningsgodtgørelse (DUS)
Systemet hvor borgere og virksomheder kan få skrotpræmie for deres udtjente bil, kaldes mere mundret for DUS. Her kan bilejere finde godkendte autoophuggere, når deres bil skal skrottes. Det er også her du får udbetalt skrotpræmien på 2200 kr. DUS tilgås via borger.dk eller virk.dk.
Indberetning af miljøbehandling af biler (IMB)
Autoophuggere har deres eget indberetningssystem, som vi for letheds skyld kalder IMB. Hvis I er godkendt til demontering og ophugning af skrotbiler, er det her, I hvert år skal foretage den årlige indberetning af, hvordan skrotbilerne er miljøbehandlet. Indberetningen er fra og med 2023 flyttet over på virk.dk,
Kommuneregister hos DPA
Alle kommuner og visse kommunale affaldsselskaber har adgang til DPA’s kommuneregister over indsamlingssteder. Det har de fordi, det er kommunerne, der er ansvarlige for at etablere de indsamlingssteder, hvor borgere kan aflevere affald, og hvortil producentordningernes operatører skal aflevere opsamlingsenheder, som svarer til de 7 elektronikfraktioner + bærbare batterier.