Produkter skal miljømærkes
Når I sælger produkter omfattet af producentansvar, er der krav om at påføre et miljømærke for at indikere, at produktet skal håndteres på en speciel måde. For elektronik og batterier gælder, at produkterne ikke må smides i en almindelig skraldespand, derfor skal I mærke produkterne med piktogrammet med en overkrydset skraldespand. Mens der for plast og emballageprodukter gælder andre mærkningskrav.
Særlige mærkningskrav for batterier
Batterier er under visse forudsætninger underlagt krav om mærkning for både tungmetal og kapacitet. Læs mere om beregningsmetoder, grænseværdier, fremstilling af mærker samt informationstekst til mærkningen.
Særlige mærkningskrav for engangsplast
Produkter reguleret ved reglerne om engangsplast er underlagt deres egne mærkningskrav, hvor hvert EU land har mærker på hver sit sprog.
Særlig mærkning for emballagematerialer
De symboler og forkortelser som anvendes for angivelse af emballagematerialer er lovmæssigt påkrævet i nogle EU-medlemslande, mens det er frivilligt at bruge dem i bla. Danmark.
Symbolet angiver, at produktet ikke må smides ud sammen med restaffaldet i den almindelige affaldsspand, men skal bringes til eller afhentes ved særlige indsamlingssteder eller genbrugspladser med henblik på at blive genbrugt eller genanvendt.
Er mærkning et krav?
Med nogle få undtagelser skal alle batterier og alt elektrisk og elektronisk udstyr, der sælges i EU, være forsynet med dette piktogram. Mærkningen er altså obligatorisk og et lovkrav.
Sådan mærker I produkterne
Både det elektriske produkt og eventuelle batterier skal være forsynet med:
- Symbolet med den overstregede affaldsspand på hjul
- Din virksomheds identifikationsmærke som fx. firmanavn eller varemærke
Sort bjælke eller ej
Hvis dit produkt er blevet markedsført efter den 13. august 2005, kan du enten:
- Angive den dato, hvor produktet blev markedsført eller
- Tilføje en sort bjælke under symbolet med den overstregede affaldsspand på hjul.
Mærkningen skal trykkes på selve produktet og være permanente, klart synlige og læsbare. Minimum størrelse er 7 mm. Det er kun i tilfælde af, at produktet er for småt eller at produktfunktionen påvirkes, at mærket må trykkes på emballage, brugsanvisning eller garantibevis i stedet for på produktet. Der er udarbejdet en international standard EN 50419
i forbindelse med de tekniske specifikationer for piktogrammet, ligesom Dansk Standard
tilbyder grafik-filer til fremstillingen.
Standardtekst som forklaring
I salgs- og informationsmateriale skal det fremgå, hvilken betydning piktogrammet med den overkrydsede skraldespand har, og hvor forbrugeren eller erhvervsslutbrugeren kan komme af med det udtjente elektronik eller de udtjente batterier og akkumulatorer.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en standardtekst, som producenten kan bruge til at forklare forbrugerne om mærkningen og producentansvarsordningen.
Mærkning
Miljøstyrelsens standardtekst for elektronik
Uddrag: "Elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) indeholder materialer, komponenter og stoffer, der kan være farlige og skadelige for menneskers sundhed og for miljøet, når affaldet af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) ikke bortskaffes korrekt. Produkter, der er mærket med den overkrydsede skraldespand', er elektrisk og elektronisk udstyr. Den krydsede skraldespand symboliserer, at affald af elektrisk og elektronisk udstyr ikke må bortskaffes sammen med usorteret husholdningsaffald, men skal indsamles særskilt...." Se mere om mærkningskrav og standardtekst:
Notat om mærkning af elektronikSelve piktogrammet
Den overkrydsede skraldespand illustrerer, at produkterne ikke må smides i en almindelig skraldespand. Der er udarbejdet en international standard i forbindelse med piktogrammet EN 50419.
Mærkningskrav for batterier
Kemi og kapacitetsmærkning
Som producenter eller importør af batterier skal I, nøjagtigt som ved elektronisk udstyr, mærke jeres produkter med piktogrammet med den overkrydsede skraldespand. Derudover er der krav om mærkning for tungmetalindhold og batteriets kapacitet.
Notat om mærkning af batterier